Search form

Share +

Vejret udsætter AWG2016-programmet

Stormen, som DMI varsler over Vestgrønland lørdag, betyder forskydninger i indflyvningen til Kangerlussuaq og Nuuk, men AWG2016 sekretariatet, Air Greenland og Arktisk Kommando er klar med justeringer.

- Nu gør vi det, vi er bedst til i Grønland. Når vejret udfordrer os, så finder vi løsninger og løser det i fællesskab. Vi har set, hvordan de frivillige har støttet os, når vi har bedt om hjælp de seneste dage, og vi er sikre på, at folk er med os og vil få dette til at lykkes, siger General Manager Maliina Abelsen.
 
Konkret forskydes indflyvningen, hockeyspillerne går glip af åbningsceremonien og åbningsceremonien starter i stedet søndag kl. 20. Der er kun minimale forskydninger i det sportslige program.
 
- Vi er jo ikke herrer over vejret, og det er en faktor, vi hele tiden har vidst kunne spille ind, så vi er på omgangshøjde med situationen. Lige nu arbejder vi altså med plan B, og det er en fornøjelse at se alle aktører træde ind i arbejdet med at få reserveplanen sat i værk, siger General Manager Maliina Abelsen.
 
- Siden mandag har vi fulgt de forskellige vejrkanaler tæt, og fra at vise forskellige vejrudsigter, så ser de alle nu ud til at pege imod storm og kraftig sne i morgen sen eftermiddag og det meste af lørdag. Det betyder, at vi lige nu har sat alle kræfter ind på at opsætte et nyt trafikprogram, som understøtter Arctic Winter Games 2016 på den allerbedste måde, udtaler Niels Chemnitz Frederiksen, Manager for Flight Operations.
 
Pressen vil løbende blive holdt orienteret ved ændringer.