Search form

Share +

Frivillige trodser stormen

De mange frivillige til AWG2016 trodser igen her til morgen stormen, for at sikre forplejning og praktik til de mange AWG-atleter. De sidste praktikaliteter er ved at komme på plads inden det store rykind fra Kangerlussuaq senere lørdag.
 
Maliina Abelsen, General Manager, AWG2016: - Vi er simpelthen så stolte. Selv i stormvejr tropper frivillige op i hele byen. Der er grønne jakker alle steder og opgaverne bliver løst. Man holder ikke denne slags arrangementer uden udfordringer eller udeblivelser, men man holder dem altså heller ikke uden Verdens sejeste frivillige. Og dét har vi her i Nuuk og i Kangerlussuaq i disse dage.
 
- Det bliver nogle heftige dage, og der er stadig frivillige, der ikke har haft deres ilddåb endnu. Så selvfølgelig får vi brug for alle og hver og én. Vi sender sms’er ud og minder de frivillige om deres kommende vagter. Men jeg er simpelthen så taknemmelig og så glad for, at så mange tropper op på alle mulige og umulige tidspunkter af døgnet, og bare leverer og leverer.
 
Alene her til morgen har AWG2016 mere end 150 frivillige i fuld gang. I løbet af dagen stiger antallet i Nuuk i takt med at flyene fra Kangerlussuaq begynder at lande her i Nuuk.
 
- Vi står med det største event i Grønlands historie, og vejret har indtil videre drillet. Så meget desto større grund er der til at glæde sig over, at vi selv under endnu mere besværlige forhold ikke alene får løst opgaverne, men også at så mange engagerede frivillige troligt tropper op og løser opgaven og både skaber og får en oplevelse for livet på samme tid, siger Maliina Abelsen.